Vi er i en tid, hvor flere og flere oplever angst, og ubehaget fra angsten kan komme til at fylde meget i hverdagen.

For mig startede det i dec. 2017, hvor jeg stod sammen med en veninde i BR, hvor vi skulle købe julegaver. Pludseligt kunne jeg bare mærke alle menneskerne omkring mig, og muligvis menneskene i hele centeret.

Mit hjerte begyndte at banke voldsomt, jeg kunne ikke trække vejret, jeg blev svimmel og svedte helt vildt. Jeg måtte bruge alt min resterende energi på, at hindre mig selv i, ikke at spænde ud af butikken. Jeg var i en periode, hvor der skete mange følelsesmæssige ting i mit liv, og jeg var udbrændt og stresset. Jeg blev sygemeldt med stress i ca. 1 ½ måned, og så var det tilbage til arbejdet.

Det tog sin tid, at finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere angsten. Jeg fandt ud af, at både angsten for angsten, og forsøget på at kontrollere angsten, faktisk var 2 meget forstærkende parametre. Så jeg begyndte at ændre min indstilling til angsten.

I stedet for at frygte angsten, begyndte jeg at anerkende, at den kunne komme. Kom den, så kom den. I så fald, ville der jo nok være nogle søde mennesker, som kunne hjælpe mig igennem. Og hvis jeg var alene, så måtte jeg jo bare besvime, hvis det blev for meget for min krop, og den så lukkede ned. Det hele ville jo være overstået, når jeg vågnede op igen.

Med denne ændrede tankegang, og en viden om, at når man ikke fastholder bestemte tanker og sindstilstande, så vil de i løbet af ganske få minutter være erstattet af andre tanker og sindstilstande, blev det lettere at slippe kontrollen, og angsten forsvandt inden den rigtigt kom frem.

Så er der alle de symptomer mange oplever idag,  og som er svære for hjernen at forklare. Hånden på hjertet - Nogle gange må jeg også arbejde med min hjerne og min angst. Tanker som at en mulig blodprop i hjernen kunne være på vej, fordi der er så meget pres i min hjerne, eller angsten for kræft i maven, er ikke ukendte for mig. Og det er noget af en præstation, at kunne være i det ubehagelige og forsøge at få kroppen til at slappe af, når de intense udviklingsbølger kommer ind.

Selv trøster jeg min hjerne og krop med at alt er ok, og at denne bølge lige som alle de andre, vil stoppe på et tidspunkt. Tiden går hele tiden, og alt har en ende, også ubehaget. Og selvom hjernen gerne vil har kontrol med alt, og ligeledes en facitliste, og en gennemgående forklaring - helst skåret ud i pap, så bliver hjernen nødt til at acceptere, at det ikke altid kan lade sig gøre. Og at det er ok.

Sidst men ikke mindst. Så er der angsten for at være tosset. Og den har jeg også været igennem mange gang, og kommer der stadig. Men hvad vi mærker, det mærker vi. Dog skal man også være bevidst om, at frygten godt kan fremkalde tilstande, som måske ikke er der. Men i bund grund, stol på hvad du mærker i dit system.

Mange med fibromyalgi har gang på gang i, fået af vide, at symptomerne var noget som de bildte sig ind. Nu ved man, at det de mærker faktisk er rigtigt nok. Så tro på jer selv. Men sørg for ikke at dyrke det.

Hos mig er angsten ofte kommet op til overfladen, når mine skyggesider har banket på, og i stedet for at løbe fra det ubehagelige, og det som jeg ikke vil kendes ved, så er jeg begyndt at se det grimme i øjnene og øve mig i at forme det, så det kan bruges til noget konstruktiv i stedet for at blive gemt væk. Således kan vi atter tage fat i Vær ærlig overfor dig selv, og behandling dig selv med respekt og kærlighed.