Mennesket har fra start været skabt til at være flokdyr. Vi har alle et dybtliggende behov for at passe i ind fællesskabet. Dette har resulteret i, at vi i vores samfund, har skabt tusindvis af kasser, som man som menneske kan putte sig selv ind i, for bedre at kunne finde sin plads og hvem man er. Dette betyder at man i dag bl.a har mere end 86 kendte seksualiteter. Bare antallet gør, at jeg helt opgiver at finde ud af, hvilken seksualitet, jeg hører til.
Vi er alle unikke, og vi har alle forskellige behov. Behov som også kan ændre sig, efterhånden, som man udvikler sig. Sætter man sig selv i en kasse, kan man hurtigt komme til at låse sig fast i en overbevisning om, hvem man er, hvilket kan resulterer i, at man måske kommer til at skamme sig, når man med tiden har ændret sig til en anden, som ikke længere hører til i den pågældende kasse.
I min verden ville det være lettere, at sige: Jeg er Charlotte og ingen anden.
Betegnelserne fysioterapeut, mor, kæreste, perfektionist, heteroseksuel, healer, blondine, er betegnelser, som beskriver nogle egenskaber/karaktertræk, som jeg pt. er i besiddelse af. Men det er ikke min person/sjæl.
Så er der samfundets forventninger til, hvordan ens liv skal være. Umiddelbart lyder det således:
• Bliv født
• Gå i skole
• Få en uddannelse
• Få en karriere
• Blev gift
• Få børn
• Gå på pension
Hvis man nu ikke har lyst til at blive gift og få børn, så burde det være ok, i stedet for at man føler, at folk kigger skævt til en (Desværre en historie, som jeg har hørt fra mange). Lige en sidenote. Har I nogle sinde tænkt over at Jesus blev korsfæstet, da han var i starten af 30érne? I den tidsalder han levede i, burde han både have været gift og have haft næsten voksne børn, i den alder. Så vidt jeg ved, var det ikke tilfældet.
Ovenstående er eksempler, på hvor man også kan falde i fælden. Dette er områder, hvor kan føle sig nødsaget til at lave om på sit inderste, for at passe ind. En process som i længden på ingen måder er sund, da man taber forbindelsen til sig selv. Man overhører sine egne behov og ønsker, for at tilgodese, hvad andre mener er godt for en. Man glemmer, hvordan man mærker sig selv.
At finde sig selv, har været et stort emne i mange år. Hvordan gør man og kan det overhovedet lade sig gøre?
Min fornemmelse er, at mange inkl. mig selv, har brugt årevis på at finde sig selv. Lige som man tror, man er der, så finder man nye sider af sig selv, som man ikke anede at man indeholdte.
Vi er mennesker og vi er energi. Vi er i konstant bevægelse og i udvikling.
Nye oplevelser og viden former os, og giver os nye mål. Og således er der ingen, som kan sige, at man er den samme person, som man var for 5 år siden.
Prøv selv at tænke tilbage, og bliv bevidst om, hvordan I har udviklet jer.
Vi kender alle det med, at vi er sikre på, hvordan vi vil reagerer i en given situation. Måske fordi at vi har en fornemmelse af, at man kender sig selv, eller fordi at man har stået i en lignende situationen før. Når situationen så opstå reagerer man på en helt anden måde end man havde forventet. Så står man der og tænker, hvad skete der lige der?
Eller man have en klar aftale med sig selv om, hvad man skal sige til chefen, ved morgendagens møde, og i stedet stikker man sig selv i ryggen, og gør præcist det, som man havde aftalt, man ikke skulle gøre.
Da vi jo er i konstant bevægelse, tror jeg ikke, at det nytter noget at finde en konkret version af, hvem vi er. Men i stedet være i de behov, følelser og handlinger, man står med lige nu og her. Og forlige sig med, at det er her, at jeg er nu, og i morgen kan det være anderledes.
Ved hver handling, mærk efter om du gør det for dig selv, for at få anerkendelse, for andre eller andet. Mærk efter om, det er noget du har lyst til at give, eller om du giver det, for at tilfredsstille andre.
Vær i nuet, og ændre ikke dit behov, eller put dig selv i en kasse, for at kunne passe ind. Vores samfund skal vokse med at kunne rumme, at vi alle er forskellige med forskellige behov. Og vi burde ikke have en betegnelse for det hele, for at kunne passe ind.
Ligeledes skal vi selv være rummelige over for andres behov og ønsker. Også selv om vi mener, at vores sandhed vil passe bedre til vedkommende og dennes situation. Vi må have tillid, til at andre er i stand til at mærke sig selv og gå den sti, som trækker i dem. De er ikke os, og har ikke samme liv som vi. Derfor kan vi ikke forvente, at hvad var godt for os, ikke nødvendigvis er bedre for andre.
